Fysioterapi for børn og unge
Fysioterapi for børn – fokus på trivsel, bevægelse og regulering
Hos Helle mødes børn i trygge og nærværende rammer, hvor fysioterapi ikke kun handler om kroppen – men også om trivsel, adfærd og selvregulering. Med særligt fokus på børn med neuropsykologiske og/eller motoriske udfordringer så som ADHD, ADD, angst og DCD (Developmental Coordination Disorder) arbejder Helle med at skabe balance i et nervesystem, der ofte er i højeste alarmberedskab.
Bevægelse som nøgle til trivsel
Når nervesystemet er på overarbejde, har barnet brug for støtte til at finde ro, retning og ressourcer. Gennem leg og målrettet fysisk aktivitet lærer barnet at mærke sig selv og regulere sin energi. Fysioterapien trækker på evidensbaseret viden om sammenhængen mellem fysisk aktivitet og mental trivsel – og leg er det bærende element.
For børn med ADHD og lignende udfordringer
Børn med ADHD har ofte svært ved at koncentrere sig, regulere deres impulser og sidde stille i længere tid. Det kan føre til udfordringer i skole og sociale sammenhænge. Fysioterapien hjælper barnet med at:
* Bruge energi gennem leg og bevægelse på en konstruktiv måde
* Opnå bedre kropsfornemmelse gennem bevægelse og leg
* Lære strategier til at håndtere konflikter og frustrationer
* Udvikle redskaber til selvregulering, fx gennem åndedrætsøvelser, struktur og bevægelseslege
For børn med motoriske vanskeligheder
Børn med nedsat motorisk funktion – fx som følge af DCD (Developmental Coordination Disorder) – har ofte udfordringer i dagligdagen, der påvirker deres trivsel og deltagelse i fællesskaber.
Med udgangspunkt i testredskabet Movement ABC vurderer Helle barnets grov- og finmotoriske færdigheder og sammensætter et individuelt tilpasset forløb. Dette kan være relevant for aldersgrupper fra 3 år og op til 18+.
Hvem henvender det sig til?
Børn i børnehavealderen og opefter , i nogle tilfælde også vuggestuebørn. Mange af de børn, der kommer i klinikken, har nedsat trivsel, manglende lyst til at gå i skole eller børnehave, er motorisk usikre eller har tydelige adfærdsmæssige udfordringer. Der arbejdes altid helhedsorienteret med både krop, følelser og omgivelser.